DIF DM-ugen udvider med skoleprojekt og nye store publikumsoplevelser

I Spar Nord Fondens kom-og-prøv park kan man fornøje sig med en masse forskellige aktiviteter (Foto: Lars Møller)
dato

To ’kom-og-prøv’-parker, nyopsatte storskærme og live-musik skal løfte totaloplevelsen for publikum under DIF DM-ugen, der også rykker ind i værtsbyens skoler.

Med mindre end 50 dage til DIF DM-ugen i Herning er tilløbet til Danmarks store medaljefest i fuld gang.

Fra 20.-23. juni konkurrerer toppen af dansk eliteidræt om hele 140 danmarksmesterskaber fordelt på 41 sportsgrene, 86 discipliner og 32 sportsforbund, når Danmarks Idrætsforbund for tredje år i træk afvikler DIF DM-ugen.

Efter de seneste to år i Aalborg debuterer Herning Kommune i år som vært og medarrangør, og her venter en unik oplevelse for op mod 150.000 tilskuere i og omkring byrummet i Herning.

Takket være dedikerede partnere som Spar Nord Fonden, Spar Nord Bank og VISA er der sikret et fundament, der kommer til at løfte totaloplevelsen af DIF DM-ugen. Samarbejdet med Spar Nord Fonden og Spar Nord Bank blev etableret allerede sidste år, men begge skruer nu op med nye tiltag, der skal være med til at styrke publikumsoplevelsen under hele sommerens begivenhed.

Musik og storskærme
Med Spar Nord Bank i ryggen bliver der opført en scene i midtbyen, hvorfra der afvikles boksning og vægtløftning, ligesom banken også muliggør live-musik under sportsfesten. Derudover sørger et samarbejde mellem Spar Nord Bank og VISA for, at der på tværs af sportsarenaer i byen vil blive opsat storskærme med transmissioner, der binder hele oplevelsen af DIF DM-ugen sammen for tilskuere og gæster.

”Igennem hele Spar Nords 200 års historie har vi engageret os i idræts- og foreningslivet, så at bakke op om DM-ugen taler direkte ind i bankens DNA. Derfor er det også med stor glæde, at vi ikke blot fortsætter, men øger vores opbakning til DM-ugen i år,” fortæller John Lundsgaard, bankdirektør i Spar Nord, og fortsætter:

”Efter i de to foregående år at have fokuseret på at maksimere opmærksomheden omkring de dygtige eliteidrætsfolk, har vi i år rettet fokus mod at skrue op for publikums helhedsoplevelse. Interessen for DM-ugen har været overvældende, og derfor vil vi gøre vores til, at publikumsoplevelsen også bliver på eliteniveau. Derfor bliver der blandt andet etableret storskærme, så man som tilskuer kan følge med i flere konkurrencer på én gang.”

DIF DM-ugen i skoler og børnehaver
Med Spar Nord Fonden som partner afvikles desuden hele to ’kom-og-prøv’-parker ved henholdsvis Herning Sportscenter og Kousgaards Plads i midtbyen, hvor alle generationer er inviteret til at prøve kræfter med mere end 20 forskellige spændende sportsgrene, mens toppen af dansk eliteidræt konkurrerer om guld, sølv og bronze.

”Det giver en særlig folkestemning, når så mange sportsfolk samles og konkurrerer i én by side om side. Det er en arena for rigtige mange oplevelser og fællesskaber, som vi i Spar Nord Fonden er begejstrede over at bidrage til,” siger fondsdirektør Bo Uggerhøj og tilføjer:

”Derudover håber vi, at DM-ugen kan inspirere mennesker til at prøve kræfter med nye sportsgrene. Derfor har vi etableret Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park, hvor besøgende i alle aldre gratis kan prøve kræfter med et væld af spændende idrætsdiscipliner, og hvor byens børnehaver og skoleklasser også er inviteret med.”

Netop Herning Kommunes skoler får et særligt indblik i DIF DM-ugen takket være Spar Nord Fonden. Alle 4.-6. klasser på byens skoler har for nylig modtaget en materialepakke med redskaber til udvalgte sportsgrene samt en plan for, hvordan det kan bruges i eksempelvis idrætstimerne. Derudover inviteres alle 4. klasser i kommunen ud i ’kom-og-prøv’-parkerne under DIF DM-ugen, ligesom kommunens børnehaver modtager medaljer og inspiration til DIF DM-ugen-dage ude i institutionerne. 

”Vi glæder os helt vildt til, at vi for tredje år i træk skal afvikle DIF DM-ugen og vise dansk topidræt frem. Med vores stærke partnere har vi sikret os de bedst mulige holdkammerater, der sikrer optimale betingelser for atleter, de frivillige, Hernings skolebørn og ikke mindst publikum. Det bliver stort,” siger Hans Natorp, formand i DIF.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.